Mange manualer at læse..

Man siger: "Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre"
De mange manualer til en campervan fortæller ligesom, at det ikke er nok at bruge Googlemap, når man rejser rundt med hele sit hjem på 4 hjul. Udover manualer på selve bilen - en Fiat Ducato - så er der også lige manualer til dieselfyret, det varme vand, toilettet, køleskabet, tømning af spildevandet og toiletkassetten, samt vejledninger i driften af hele det elektriske system med solceller og lithiumbatterier. "Søkortet" skal jo dog forstås, så til ruteplanlægning og det at finde overnatningsteder samt interessante steder at besøge, der må bruges Googlemap og Garmin samt diverse apps.
Noget anderledes end en tur med et kompas og et vandrekort over Kungsledan fra Abisko til Kebnekaise i Sverige.
Tag manualerne med! Ja, men der er jo også lige en totalvægtgrænse på 3500 kg på bilen, der alene vejer 2900 kg, så med 100 liter vand og 90 liter diesel (og 19 liter AdBlue), gasflaske til madlavningen m.m., så løber det jo hurtigt op. Grill og fjernsyn er droppet. Når bilen er færdigpakket, skal vi en tur på vægten - det siges at foderstofforretninger er et godt sted til at blive vejet.
Men hvis man i denne situation, "bliver vejet og fundet for let".......ja, så bliver man glad!