Østersøen rundt - Letland

Kursen er sat mod området Jarmala vest for hovedstaden Riga i Letland. Langs kysten i hele det vestlige Letland er der mange badebyer, men 30 km fra Riga siges det, at der ligger en meget lækker strand, hvor store dele stadig er beskyttet af Nationalparker med gamle nåletræer og store moseområder med lækre cykel- og vandreruter. Men for mig var målet nu lige stranden.

De første 3-4 campingpladser var alle lukkede - forståeligt - for de var nedslidte med gamle træferiehytter i forfald. De lå mellem kæmpe villaer, for området var populært og forbeholdt den russiske elite før Letland blev selvstændigt igen i 1991. Til sidst lykkedes det at finde en åben campingplads - lille - måske med plads til 10 telte eller vogne, men den lå med 50 meter til stranden, så det var til "at leve med". 

Stranden var en utrolig dejlig sandstrand. Skilte viste tv. for dem, der ville have fred og ro, og så th. for de aktive med børn og boldspil. Ingen motoriserede både eller jetski er tilladt.

2. nat her flyttede jeg ud på den offentlige p-plads ved stranden og sparede campingafgiften, men til gengæld spiste jeg på den ret gode restaurant på pladsen. Jeg spenderede cola, 2 retter og kaffe med kage for 32 euro, måske lidt dyrt, men når jeg nu sparede 20 euro på at flytte fra campingpladsen, så  var det jo middag for kun 12 euro! (Matematisk måske ikke et helt korrekt regnestykke :) Menykortet scanner man med QR-koden, som ses på billedet. 

Mens jeg sidder og spiser kigger jeg ud på restaurantens p-plads. Det er ikke små biler, der holder her. Volvo, BMW, Mercedes og så el-biler - og restauranten har selvfølgelig el-ladestandere, så også her er de baltiske lande med, og man ser vindmøller og  solpaneler mange steder. Et lidt pudsig solpanel fandt jeg ved denne fodgængerovergang. Læg mærke til at solpanelet er placeret på en drejeskive, så den hele dagen kan pege optimalt mod solen - det er da smart!

 Forresten er alle 3 baltiske lande gået over til euro, så det har kun været Polen, der stadig har sine gamle mønter:  Zloty. Grænseovergangene mellem Polen og mellem de baltiske lande er nærmest ikke-eksisterende, der er ikke en bom eller bare et grænsestation.

RIGA

Vejret er perfekt til strandliv, der har været mellem 25 og 29 grader, så godt at springe et par køredage over i den varme kassebil. Derfor er det også spændende, om det bliver for varmt i bilen og til et storbybesøg med traveture, men nu prøver jeg at køre helt ind til centrum af Riga. Der var ingen problemer med at finde p-plads få hundrede meter fra seværdighederne i centrum. Igen er jeg glad for at jeg valgte den mindste campervan på 5,41 meter, for så kan den holde på en almindelig parkeringsplads. De større autocampere holder på en plads 2-3 km. fra centrum. Mit første stop i Riga er i nærheden af "Jugendstilkvarteret". Den tyske jugendstil eller art nouveau fra omkring 1900 tallet bredte sig jo vidt omkring - kendes også fra bl.a. Spamien med arkitekten Gaudi -, og den var et modtræk mod den industrielle ensrettede og sjælløse masseproduktion. Mest kendt er Albertagaden i Riga, hvor disse billeder er fra.

Men det er godt nok varmt at gå rundt i 33 grader i en storby, så jeg sætter kurs mod parken og kanalen i Riga, hvor man kan sejle 1 times tid med små gamle træskibe. Det var en god beslutning, for jeg blev luftet lidt på vandet, og jeg fik placeret de forskellige ting i Riga lidt nærmere, så det efterfølgende var nemmere at finde frem til det gamle centrum med de gamle kirker og pladser. Det er floden Daugava, der deler Riga i 2 dele, men denne gamle kanal ligger også inde i centrum og er omkranset af park, så det er et meget brugt rekreativt område for alle borgere, nogle soler, nogle spiser frokost og andre fisker i kanalen. - og turister - som mig - sejler så i de små både. 

Den gamle bydel er stadig brostensbelagt overalt, men jeg kunne holde lige udenfor med kun 100 meter til centrum, hvor Rigas domkirke ligger. Domkirken er evangelisk-luthersk - beskadiget under krigen - genopført flere gange, så den nu fremstår med en blanding af forskellige stilarter. Den er smukkest indvendig, synes jeg. 

Her i Domkirken finder vi også organisternes drøm af et orgel. Det er et af verdens største orgler og er fra 1883. Jeg er jo ikke organist, men det skrives, at det har: 2 spilleborde, 4 manualer,, 125 registre og 6718 piber, hvor den længste pibe er 10 m lang - og den mindste er  13mm. Der er venteliste for organister, der ønsker at spille på det. 

(Jeg kom til at tænke på orglet på Vesterbro, som pigespejderne dér i 1950érne fik lov til at pille ned og sælge orgelpiberne, da orglet skulle udskiftes. Nogle var store -men godt nok ikke 10 meter! Apropos Vesterbro, så er faktisk orglet fra Absalonskirken på Vesterbro, efter at kirken blev nedlagt, kommer til Skovvejskirken i Ballerup sogn.)

Den russisk-ortodokse kirke findes nu også genåbnet og nu med nyforgyldte kupler. Under kommunismen blev den lukket og omdannet til planetarium og museum for videnskaberne.

Den russisk-ortodokse kirke er lidt mere tilladt i Rusland i dag, hvilket skyldes, at lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill støtter Putin og Putins krig i Ukraine, ja Kirill siger endda "At Putins styre er et af Guds mirakler", men det er jo også en måde at beskytte sin kirke mod lukning på! 

Men patriark Kirills måde, er jo at lægge kirken helt under det pågældende styre! Det er ikke helt sådan, Jesus ord fra Matt 22. 17-21 tolkes hos os:  

"Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?. Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt! De rakte ham en denar, Og han spurgte dem: Hvis billede og indskrift er det?. Kejserens, svarede de. 

Da sagde han til dem: Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!."

I Kristeligt Dagblad skriver Ebbe Paludan følgende: (citat)

"Jesus bad dem, der her ville fange ham i ord, om at række ham en denar. På den kunne de se kejserens billede og læse hans navn. Mønten var altså hans. Dermed siger Jesus til den kritiske flok, at de jo alle har indladt sig med kejseren ved at handle med hans mønter. Det er et eksempel på, at det er umuligt at melde sig ud af hans samfund, og det er efter Jesu mening heller ikke nødvendigt for at adlyde Gud.

Farisæerne mente, at man tog del i kejserdyrkelsen ved at betale skat til kejseren, men Jesus hævder, at du kan give kejseren den mønt, der er hans, uden at give ham dig selv.

Vi lever i det samfund, som styres af kejseren eller andre mennesker, men det er Gud, der har skabt os, og derfor er det Gud, vi har ansvar over for, og det er ham, vi skal tjene. Guds område og samfundets område er aldrig to forskellige områder. Også hjemme i familien er vi en del af samfundet, og det er vi i skolen, på arbejdet, på sygehuset og på plejehjemmet, men vi er alle steder også hos Gud og har ansvar over for ham.

I vores demokratiske samfund har vi alle fået del i kejserens magt. Det betyder ikke, at vi i det politiske spil bare kan gøre, som vi selv vil. Vi er jo ikke uden for Guds område, men skal tjene ham ved at bruge den magt, vi har, til vore medmenneskers gavn.

Det skal vi ikke gøre for at komme til at tilhøre Gud, men fordi vi tilhører Gud allerede, og fordi vi er elskede af Gud allerede.

Det forkyndte Jesus, og derfor blev han korfæstet. Nu taler han til os, for at vi skal tro på ham, for kun sådan giver vi Gud, hvad Guds er."

Den danske folkekirke understøttes af staten, men er ikke underlagt staten.

Tilbage til Riga.

I gammel tid var centrum her omkranset af bymur med porte, men den er kun 1 tilbage et enkelt sted, som kaldes svenskerporten.  Den blev lavet af svenskerne ved at gennembore et hus og så lave en port derved. Det lidt specielle ved porten er, at i lejligheden over porten boede byens bøddel, der satte en rose i vinduet, når der dagen efter skulle rulle et hoved!

Letland og Riga er bestemt ikke bagud i udvikling. De store biler går igen her, men desuden er der et væld af el-løbehjul i gang, og kantstenene ved hjørnerne er sænket, så løbehjul (og rullestole) nemt og hurtigt kan passere. Cykler og el-løbehjulene kører ikke på vejbanerne, men på fortovene mellem gående, men det fungerer fint! Cykelbude som Wolt, Pizzabude m.m. er også en tydelig del af bybilledet i Riga.

Selvom jeg kun har været kort i byen, så synes jeg, at det er en meget dejlig og behagelig by. Der er den gamle bydel med megen leben, der er mange parker, og der er floden og kanalen, der bugter sig flot gennem byen. Byen er ikke kæmpestor - der bor i dag ca. 600.000 mennesker - så alt i alt en god by at besøge ved eventuelt et weekendbesøg, hvor man bor centralt og kan gå til det meste.

Til sidst i mit besøg i Riga kørte jeg dog 20 kilometer udenfor byen til et mindesmærke for en koncentrationslejr under 2. verdenskrig. I lejren blev de fleste af de 94.000 jøder i Letland dræbt - man regner med at 19.000 overlevede - men kun fordi de var blevet deporteret til Sibirien af russerne under deres besættelse af de baltiske lande fra 1939-1941. (jf. tidligere omtalt "16 år i Sibirien")

Mindesmærkets område hedder Salaspils, og koncentrationslejren hed Kurtenhof.. Det ligger i dag meget stille og øde hen i en stor park. Ved indgangen møder man en kæmpe betonblok, hvor indskriften lyder: "Bag denne port - jamrer jorden".  Og det må man sige, at den gør, for når man går rundt "jamrer jorden" hele tiden - idet der i en stor sort betonblok er lavet en metronomagtig hjertebanken, der kan høres hele tiden, mens man går rundt og ser mindesmærkerne og statuerne. Jeg blev virkelig meget påvirket af besøget og at have den bankende hjerterytme i ørerne hele tiden.

Fra Riga og mod nordøst - og byerne Sigulda og Cesis.

Turen gik over Sigulda og Cesis. I Sigulda er der lidt sjov for de aktive med Tarzanbaner, svævebane over floden, bungyjump m.m. Dog er Sigulda mest kendt for sin operafestival hver sommer i august måned.

Den lille by Cesis var et dejligt roligt besøg i den midalderagtige "hovedgade". Dog kom der pludselig 8 brudepar ud af kirken. Et massebryllup i en kirke. Mange bliver gift her i Cesis, og det skyldes nok en romantisk legende, hvor Maija mistede livet for en polsk officers sværd i 1620. Maijas elskede Viktor fandt hende dagen efter, begravede hende og plantede et lindetræ ved graven. Grav og træ er der stadig og markeret med "Turaidas rose 1601-1620". Mange brudepar tager også forbi denne grav.

Herefter slutter mit besøg i Letland, og jeg fortsætter mod Estland.