Jeg krydser grænsen til Litauen om aftenen og kører derfor i mørkets frembrud til den nærmeste campingplads. Ejeren af campingpladsen anviser en plads og siger, at jeg nok ikke skal køre nærmere søen, når det er så mørkt nu, men jeg kan jo flytte bilen i morgen.

Om morgenen ser jeg dog ingen grund til at flytte bilen……

Det første sted i Litauen jeg vil prøve at finde er Kybartai ved grænsen til Kaliningrad.

Historik:

I 1939 indgik Hitler og Stalin en ikke angrebspagt og delte de østlige europæiske lande mellem sig. Stalin fik de baltiske lande og rykkede ind i Estland, Letland og Litauen i 1939. Det første der skete, var en "russificering" af landene, hvilket betød, at det var betydende folk i samfundet, ledende personer og intellektuelle man fjernede, selvom de "nu" var russere, så var de forkert tænkende og farlige at lade blive boende – og så man manglede arbejdskraft i Sibirien. Modsat flyttede man russere fra andre områder til de baltiske lande.

(Samme "russificering" gør man i Ukraine. Her flygter 7 millioner dog frivilligt, da russerne rykkede ind – og så holder man folkeafstemning om ønsket tilhørsforhold mellem de tilbageblevne.)

Mit første besøgssted i Litauen skyldes, at en af de bøger, jeg fandt frem fra reolen og tog med på denne tur er: "16 år i Sibirien" fra 1982 og skrevet af Rachel og Israel Rachlin om deres "rejse" fra Litauen t/r Sibirien.

Israel Rachlin begynder bogen således:

"Prøv ikke at finde byen Kybartai på et landkort, for selv i de større atlas kan man ikke finde byen. Derimod kan man finde byen Virbalis, og det er i virkeligheden den samme by som Kybartai. Jeg blev født i Kybartai d. 26.12.1906. Mine første minder om barndommen er lyse og glade".

Min kommentar: Nu havde Israel Rachlin jo ikke google map dengang, for nu er det let at finde begge byer dér med navigationssystemet.

Bogens omslag er skrevet af Poul Lange:

"Hos familien Rachlin i Litauen stillede der d. 14. juni 1941 tre officerer fra "Sikkerhedspolitiet" samt en civilklædt partifunktionær. 

De gennemrodede huset og gav familien – far, mor, bedstemor og to børn på henholdsvis 5 år og otte måneder – ordre til at pakke, højst 100 kg i alt og godt med varmt tøj, og gøre sig klar til afgang. 

Sammen med adskillige andre blev familien nu i kreaturvogne fragtet tusinder af kilometer østpå til Sibirien. 

I alt kom familien Rachlins ufrivillige ophold i Sibirien til at vare i seksten år." 

(Deres ufrivillige rejse og ophold fra Litauen til Sibirien er den røde rute her)

Ja, man kan også stadig finde jernbanen, stationsbygningen og "kreaturvogne" på skinnerne.

Det er jo i dag den jernbane, der kører fra Rusland og ind gennem Litauen i en lukket korridor, og igen ind i den russiske enklave Kaliningrad. Ingen russiske rejsende kan stige ud i Litauen – eller se ud. Kaliningrad er en lidt underlig konstruktion i dag, men skyldes at Kaliningrad har haft en meget omskiftelig situation gennem mange år med tysk, polsk eller russisk indflydelse, og en ny afklaring af området skete ikke ved Sovjetunionens sammenbrud.

Litauen er jo et lille land, der både har grænse til Rusland og Hviderusland – og til Polen og Letland. Med tanke på det der sker i Ukraine, må man sige, at det var heldigt at de 3 baltiske lande kom med i NATO, for landenes størrelse er meget lille - kun få hundrede kilometer brede - de kunne være besat af Rusland på en formiddag. 

Der er i dag troppebevægelser på begge sider af grænsen, og Hviderusland har yderligere iværksat et "flygtningepres" på litauens og polens grænser med mennesker fra Iran, Syrien og Afghanistan.

Det Kuriske Næs - Klaipeda - Joudkrante - Pervalka - Nida - (og russisk grænse.)

Det Kuriske Næs er en ca. 100 km lang sandtange, der begynder i Kaliningrad og slutter tæt på Klaipeda i Litauen. Litauen og Rusland har ca. halvdelen hver af sandtangen, så på midten af den 2 km brede sandtange er der en russisk grænse. Klaipeda er en stor havneby med færger til København, Stockholm m.fl. Litauerne (og turister) skal tage en lille færge i Klaipeda for at komme ud til sandtangen

Den naturlige sandtange danner en stor lagune, hvor tangens små byer ligger på indersiden.

Litauen har her 58 km utrolig flot sandstrand ved Det Baltiske Hav eller Østersøen, så her er alle badegæsterne. Ikke mærkeligt at de små færger sejler i pendulfart dertil, selvom der faktisk ikke er nogen seværdigheder på tangen - Men det er jo netop det gode for vandrere, cyklister, feriegæster og turister.

Indbyggertal i de 3 byer er henholdsvis 40 pers., 200 pers., - og til sidst NIda med 2000!

Mens badegæster er på stranden mod vest på tangen, er byen Nida i stedet indtaget af "strandpromenade gående i sidste modetøj". 

Det er nærmest Skagen i uge 29 (tror jeg-aldrig været dér) Der sælges i hvert fald champagne, østers, ravsmykker og lækker kaffe til 60kr - men også lidt pizza til min pengepung. PS: Yachtklubben har selvfølgelig også sin plads her!

Om aftenen sejler færgerne alle dagsturister hjem igen, men så har jeg gratis parkeringsplads for natten, sandskulpturer, russisk grænse - og solnedgang alene.

Museum for den kolde krig

Efter færgeturen tilbage til fastlandet gik turen mod Plunge og et koldkrigstids museum, hvor 4 raketsiloer stod klar mod angreb fra Vesten. Bunkeren kan besøges og viser udover den primitive bunker også diverse raketter, missiler, udstyr og plakater fra denne tid. Med mellemrum "går alarmen" i bunkeren - og så studser besøgende jo lige lidt!

Turistsæsonen er ved at være slut - selvom jeg har mellem 24 og 28 graders varme med fuld sol, men det gør jo, at jeg er den eneste bil tilbage for natten på parkeringspladsen (gratis :) ved denne badesø.

KORSHØJEN

Næste dag går turen mod Korshøjen.

Min plan var lidt, at besøge hovedstaden Vilnius, men der er over 250 km dertil (og retur) - og ligger lidt afsides fra, hvor jeg er nu Så jeg ændrer planen, og kører mod Letland i stedet for. Jeg trænger også til at finde et godt og roligt sted, hvor jeg kan sove mere end 1 nat, som det ellers har været tilfældet  siden min afrejse hjemmefra. Så kursen sættes mod Riga - og strandafsnit for de "rige" - eller tidligere "de betydende personer".