Præst Jerzy Popieluszko

08-09-2023

Myrdet 19. oktober 1984 af sikkerhedsfolk fra det kommunistiske politi

Forhistorie:

I 1982 besluttede jeg sammen med min gode ven og ungdomsskolekollega Peter Bjørn fra Tårnby Ungdomsskole at cykle Polen rundt. Solidarnosc med Lech Walesa havde været omtalt længe, og fagforeningen havde på kort tid fået 10 mill. medlemmer, efter at den blev tilladt. Der var godt nok indført undtagelsestilstand og fagforeningen nu forbudt, men vi ville afsted. Billig rejse: Vi cyklede lidt om dagen – tog nattoget og sov i toget til næste by.  Året efter gentog vi cykelturen, nu med ungdomsskoleelever fra Tårnby Ungdomsskole. Vi besøgte bl.a. skibsværftet i Gdansk med mindesmærket fra strejken, blev inviteret hjem privat hos polakker til "sikker" samtale, og nu var danske aviser også begyndt at tale om en præst i Warszawa, der havde været arresteret, men som fortsatte sit virke med en "månedlig prædiken", der talte mod kommunismen og dens menneske- og familiesyn. Efteråret 1984 blev præsten Jerzy Popieluszko fundet myrdet i Wislafloden, mishandlet og bagbundet af 3 folk fra det polske sikkerhedspoliti.

Året efter besøgte jeg Polen igen - og bl.a. hans gravsted ved St. Stanislaus Kostka Church i Warszawa – der var kø, inden man kunne defilere forbi graven.

Jerzy Popieluszko blev født 14. september 1947 i den lille landsby Okopy.

Familiens hus er der stadig i dag, og overfor er der rejst dette mindre mindesmærke og kapel.:

Han gik 5 km i skole hver dag – men inden skolegangen deltog han også i morgenmessen som alterdreng  i  skolebyen Suchowola. I Suchowola ved siden af kirken er der også rejst et mindesmærke for ham, og der planlægges et større byggeri med museum.

Da han var færdig med skolen, kom han på præsteseminariet, som han gennemførte inden han blev indkaldt til militæret – i en særlig militærdeling – oprettet for at "overbevise/ overtale" de unge præster til at opgive præstegerningen. 

Overtalelsesforsøgene blev ikke kun foretaget med ord, hvilket påvirkede hans helbred hele livet.

I 1981 tilsluttede han sig til de strejkende stålarbejdere i Warszawa – og blev sjælesørger for dem – og erklærede Solidarnosc sin støtte. Hver måneds sidste prædiken blev nu radiotransmitteret af Radio Fri Europa, og Jerzy Popieluszko blev mere og mere populær, hvorfor han blev arresteret i 1983 – dog senere frigivet efter pres fra kirken – og han fortsatte sine berømte "månedlige gudstjenester".

Oktober 1984 blev han bortført efter en gudstjeneste, myrdet efter mishandling og bagbundet smidt i vandet ved Wislafloden, hvor han blev fundet sådan 10 dage senere. 

. Jerzy Popieluszko blev begravet ved St. Stanislaus Kostka Church i Warszawa, hvor mellem 300.000-500.000 personer deltog

Æret være Jerzy Popieluszkos minde.

I museet under kirken findes også Popieluskos sidste arbejdsværelse

Mordet på Jerzy Popieluszko medførte naturligt store demonstrationer i Polen, og styret blev nødt til at sætte de 3 gerningsfolk for retten og dømme dem.

  • Jerzy Popieluszko er blevet hædret med polens største orden: "Den hvide ørn"

  • Jerzy Popieluszko er blevet erklæret martyr af den katolske kirke.
  • I 2010 blev han saligkåret ved en messe i Warszawa, hvor 150.000 mennesker deltog. (Saligkåring er i den katolske kirke sidste trin inden en eventuel helgenkåring).
  • Den katolske Kirke formoder, at en senere helgenkåring måske vil ske bl.a. på baggrund af dette beskrevne mirakel i Frankrig:

Citat og kopieret fra: katolskmagasin.dk

"Et mirakel i Frankrig har bragt den polske præst Jerzy Popieluszko tættere på helgenkåring

Mordet på den polske præst Jerzy Popieluszko den 19. oktober 1984 vakte opsigt over hele verden, og hans martyrium gjorde ham til et ikon for den polske frihedskamp. Det fandt sted syv år før de første frie valg i landet i en periode, hvor general Jaruzelski som landets leder forsøgte at gennemføre en reformpolitik, der skridt for skridt skulle føre Polen frem mod demokrati. Men Jaruzelski havde ikke taget sine sikkerhedsfolk i ed. De bortførte og myrdede den besværlige præst, som frygtløst prædikede om frihed og retfærdighed for alle, om et nationalt fællesskab, som både var materielt og åndeligt, men også om tilgivelse og forsoning med dem, der trådte friheden under fode.

Popieluszko blev saligkåret i 2010. Den 20. september i år vil det officielt blive meddelt af biskoppen af Créteil i Frankrig, at processen for hans helgenkåring er indledt. Det sker i Frankrig og ikke i Polen, fordi det mirakel, som har banet vejen for Popieluszkos helgenkåring skete i dette bispedømme, da en 57-årig mand, der var ramt af en sjælden form for leukæmi, blev helbredt den 14. september 2012. Manden var indlagt på AlbertChenevier-hospitalet, og både den behandlende læge og lederen af den afdeling, hvor han var indlagt, professor Catherine Cordonnier, har foreløbig sagt god for miraklet. Manden havde i 2012 gennemgået tre behandlinger med kemoterapi og fået foretaget en knoglemarvstransplantation, som imidlertid ikke kunne forhindre kræften i at brede sig. Lægerne meddeler ham herefter, at de ikke kan gøre mere for ham – kun kan man tilbyde ham smertebehandling.

Den 14. september modtager han de syges salvelse. Præsten, der meddeler ham sakramentet, er netop kommet hjem fra en pilgrimsrejse i Polen, hvor han har fattet interesse for Popieluszko, og han henvender sig nu i bøn til Popieluszko på denne ligefremme måde: "Hør nu, Jerzy, det er din fødselsdag i dag, og det er også min (begge er født den 14. september 1947), så hvis du vil gøre noget, må det være i dag, det skal ske."

Straks efter at præsten er gået, føler patienten, at der sker noget usædvanligt, "som om et forhæng blev revet til side, det var som en opvågnen" og nogle dage senere konstaterer lægerne, at sygdommen er på tilbagetog.

I januar erklærer de ham for fuldstændigt helbredt. Kræftcellerne er forsvundet. Endnu mangler man den kirkelige undersøgelsesdomstols afgørelse. Vidner skal afhøres, og eksperter underkaste journalerne en nøjere granskning, men det anses for sandsynligt, at helgenkåringen vil kunne finde sted umiddelbart inden afholdelsen af Verdensungdomsdagene i Krakow i 2016."


I kirkens museum er der også fra Popieluszkos barndomshjem denne gamle dør, som Popieluszkos mor blev spurgt, om hun ville donere. 

"Hvad vil I dog med den gamle dør?", spurgte hun.

Svaret var:

"Den er vigtig fordi  - hele verden vil komme til at gå ind ad den dør!"

Om Jerzy Popieluszko bliver helgenkåret, er ikke så vigtigt for mig, men jeg synes, at det er vigtigt, at han i lang tid fremover mindes og huskes for sin ihærdige og uselviske indsats for det polske folk - og sin kamp imod kommunismen.